Mai Thai Travel
Nord Thailand
Chiang Mai
Central Thailand
Bangkok
Phuket
Krabi
Koh Samui
Koh Talu
Koh Samet
Koh Chang
Koh Kood
Khao Ya
Hua Hin & Cha Am

Krabi

Eventyrlige strande og forvredne kalkstensklipper

Krabi er strand, sol og souvenirshops – og masser af restauranter. Og byen, der ligger 900 km syd for Bangkok på den thailandske vestkyst, er samtidig et godt centrum for udflugter ind i landet og til de spændende øer lige ud for kysten og længere væk. For de aktive byder Krabi på dykning og klippeklatring. Få stor rabat på hotel værelser i Krabi

Dykning ved Krabi

Krabi er en glimrende base for både snorkling og dykning. Adskillige dykkerskoler holder til i området og et dykkercertifikat er cirka halv pris af derhjemme. Noget af det bedste dykning finder du et par timers sejlads fra Krabi ved Shark Point og Anemone Reef. Er du heldig at møde hajer er der på disse kanter mest tale om hvid- og sort-tippede revhajer. De er hverken særlig store eller frygtindgydende, snarere imponerende med deres strømlinede form. Revhajerne er utrolig dygtige jægere, som rydder op blandt syge og gamle dyr i koralrevets økosystem. Koh Nghai hører formelt til Krabi og det er nemt at komme til de skønne dykkersteder ved øen. Koh Libong med landets eneste koloni af søkøer – 70 styks – er bestemt også en udflugt værd.
 

Klippe-klatring og kajak

Dit klatreudstyr er kommet på og liner og karabinhager til sikring af en udfordrende, men ufarlig oplevelse er klargjort af din klatreinstruktør. Foran dig rejser kalkstensklippen sig med skarpe formationer med forskellige stejlhedsgrader, så der er noget at vælge mellem for såvel begyndere som øvede klippeklatrere. Så er det ellers bare at bevæge sig opad. Og bagefter er det herligt at smide det svedige klatretøj og hoppe på hovedet i det blå klare vand rundt om de småøer, som der dagligt arrangeres klatreture ud til fra Krabi. Klipperne ved Railay Beach betegnes som nogle af de bedste i verden til klatring. En anden mulighed er at leje en havkajak eller deltage i en tur med havguide, hvor du oplever de ubeboede øer ved Krabi fra vandniveau. Havkajakker ligger stabilt i vandet og har normalt så store åbninger, at du bare triller ud ved en kæntring.

Krabi by

Krabi by er i sig selv et hyggelig bekendtskab med restauranter og markeder. I centrum ligger det store duftende madmarked og om aften åbner markederne langs floden. Også i badebyen Ao Nang vest for Krabi findes mange butikker og boder – og de gode skaldyrsrestauranter ligger her i første parket med direkte havudsigt. Ved bredden her lægger også de longtailbåde til, der kan tage dig på spændende udflugter fx til ”skærgåden” og mangroven ud for kysten.

Ao Nang stranden

Den flade Ao Nang strand med det turkisfarvede vand 18 km vest for Krabi er et populært hotelområde. De uberørte naturstrande uden faciliteter kan du nå med longtailbåde fra Ao Nang. Lyt efter skippers besked om tidevand og ebbe, for der er stor forskel.

Koh Mook

Fra Krabi går der ofte både ud til den lille jungleø Koh Mook, hvor du er langt væk fra masseturismen – på øen er der ingen veje, kun stier. Bådene går også fra Trang, hvorfra der kun er 30 minutters sejlads. Emerald Cave – Smaragdgrotten – er en oplevelse, som du bør unde dig selv på Koh Mook. Åbningen til grotten dukker overraskende frem ved lavvande og er svær at finde uden hjælp. Herfra svømmer du ind gennem en 80 meter lang lavvandet tunnel, hvor noget af strækningen ligger hen i buldermørke. Så meget mere magisk er det at nå frem – og ud i det glitrende lys i en fantastisk lagune med snehvidt sand, viftende palmer, klipper og tæt regnskovsgrønt i alle nuancer. Du kan også sejle ind i grotten med båd.

Højt til elefants

Det er ikke kun i Nordthailand, at du kan opleve landskabet sådan lidt fra oven fra en duvende elefantryg. Fra Krabi – og fra Phuket – er der endagsture og udflugter over to dage op til Khao Sok Nationalpark, der er Thailands største regnskov. På elefantryg går turen gennem junglen gennem tæt raslende vegetation, forbi hvirvlende vandfald og blomstrende natur. Om natten hører du skovens mange lyde i behagelig sikkerhed indendørs, inden anden dagens trekking til fods.

Koh Phi Phi

Fra såvel Krabi som Phuket går der dagligt både til Phi Phi cirka to timers sejlads væk. Tsunamien ramte øerne hårdt, men ved genopbygningen styrer myndighederne nu byggeriet, så øerne i nationalparken bliver smukkere end før.

Phi Phi DonPhi Phi Island

Den største ø Phi Phi Don er absolut et besøg værd i en eller flere dage. Phi Phi Don er paradisøen med strande, bugter, krystalklart vand og pragtfulde palmelunde. Hat Yao, ”Den lange strand”, er klart den mest populære og et skønt sted at snorkle ved. De spredte fiskerlandsbyer på øen fylder dog ikke så meget i forhold til den voksende turisme.


 

Phi Phi Leh

Den noget mindre ø Phi Phi Leh (også kaldet Phi Phi Lai) rejser sig med sine forrevne kalkstensklipper stejlt fra havet. På Phi Phi Leh ligger også den lille bugt Maya Bay, der er kendt fra kultfilmen ”The Beach”.  Besøg stranden tidligt om morgenen for at udgå strømmen af udflugtsbåde fra Phuket. Det er generelt småt med sandstrande her, men til gengæld er Phi Phi Leh kendt for sine mursejlere, der bygger rede øverst i klippegrotterne. Når rederne er tømt for unger høstes de af lokale, der med risiko for liv og lemmer klatrer til tops af vakkelvorne sammensurrede stiger. Rederne indgår i dyrebare supper og sælges især til Kina.

Flagermus og guano

Grotterne er også en oplevelse for sine andre flyvende beboere – flagermus. Om dagen hænger de ganske fredeligt fra klippeloft og vægge. Næsen vil før øjnene vejre de flyvende flokke for deres ekskrementer, guano, fylder luften med en kraftig lugt. Så må du bare forsøge at fryde dig over, at guano er noget af den allermest frugtbare naturgødning.

Stor rabat på hotel, værelse og lejligheder i Krabi

Books from Thailand
Du kan finde bøger om Krabi her

Mai Thai Travel ]