Økonomi

Siden 1950'erne har den thailandske økonomi oplevet næsten uafbrudt vækst, og landet regnes for en af de asiatiske tigre. Bortset fra perioden 1981-85 har den årlige vækst ligget på mellem 7 og 10 procent. Den mest bemærkelsesværdige udvikling fandt sted i perioden 1986-96, hvor også økonomiens struktur begyndte at forvandle sig fra at have været domineret af landbrug til at have en stærk industrisektor. I begyndelsen af den periode havde Thailand verdens hurtigst voksende økonomi, og eksportværdien steg med 30 procent om året.

Alt dette fik en brat afslutning i sommeren 1997, da handelen med valuta og værdipapirer brød sammen og førte til en akut økonomisk krise. Vækstprognosen for det år blev siden beregnet til 0,6 procent i stedet for de oprindeligt anslåede 8 procent. Krisen har siden bredt sig til det øvrige Sydøstasien, hvor den indimellem har ramt hårdere end i Thailand. Den økonomiske krise overskyggede alle andre politiske og økonomiske spørgsmål i begyndelsen af 1998.

Du kan finde bøger om Thailand' økonomi her

Indtil slutningen af 1980'erne var de udenlandske investeringer i Thailand relativt små. Det skyldes bl.a., at toldafgifter og forskellige love beskyttede den hjemlige industri, hvor det tit var politikere eller militærfolk, der var medejere. I midten af 1980'erne begyndte man at liberalisere økonomien. Beskyttelsestolden blev fjernet, og begrænsninger og statsstøtte blev gradvist afviklet. Det samme gjaldt valutarestriktionerne, der faldt bort i 1991. Desuden blev der indledt et privatiseringsprogram, der kombineret med lave lønninger og et forholdsvis stabilt politisk klima gjorde, at landet blev betragtet som et af de mere attraktive i Sydøstasien. Det er frem for alt Japan og regionens såkaldte NIC-lande - de nyligt industrialiserede lande - der har investeret i Thailand.

Det hjalp også, at thailandske eksportører begyndte at finde nye markeder til deres varer, og at valutaen, baht, blev devalueret. Det mest slående har været væksten i produktionsindustrien. Før 1986 var Thailands økonomi domineret af landbruget, der havde en konstant voksende produktion af specielt ris, men også andre afgrøder. Landbruget er dog stadig den sektor, der beskæftiger den største del af befolkningen.

Trods afreguleringen omkring 1990 er der stadig moderniseringer at foretage. Det kom til at stå klart, da den økonomiske krise ramte landet i 1997. Et voksende underskud på handelsbalancen, der skyldtes stigende import, førte i begyndelsen af året til angreb mod bahten af valutaspekulanter. Centralbanken forsøgte at holde valutakursen oppe med støtteopkøb og ved at sætte renten op. Men valutareserven svandt hurtigt ind. Samtidig havde faldende udenlandske investeringer skabt en overkapacitet i ejendoms- og byggebranchen, der fik problemer med at betale afdragene på sine lån. Det ramte så de finansieringsselskaber, der levede af at udlåne penge til byggebranchen. I juni 1997 kollapsede ejendoms- og finansmarkederne.

Den 2. juli blev kursen på bahten givet fri, og på tre uger faldt dens værdi over for dollaren med en tredjedel. Et par måneder senere var værdien halveret. Den Internationale Valutafond, IMF, besluttende i august at give en støttepakke til en værdi af cirka 110 mia. danske kroner. Betingelserne var hårde. Thailand skulle bl.a. skærpe sin rente- og valutapolitik, sætte momsen op fra 7 til 10 procent, foretage store nedskæringer på statsbudgettet, der helst skulle give overskud i 1998, og desuden få bruttonationalproduktet til at stige med 3,5 procent.

For på langt sigt at stabilisere økonomien må Thailand for alvor tage skridtet fra arbejdskrævende industrier til fremstilling af mere avancerede produkter. En sådan udvikling kræver uddannelse af arbejdskraften og en udbygning af veje, havne, vandforsyning og telekommunikation.

I takt med industrialiseringen har mønsteret i Thailands udenrigshandel også forandret sig grundlæggende. Før bestod eksporten næsten udelukkende af produkter fra landbrug og fiskeri. Nu kommer fire femtedele af de eksporterede varer fra produktionsindustrien. Det er tøj, elektriske apparater, computere og andre lettere industrivarer samt fisk og skaldyr. Samtidig er importen steget, og dens sammensætning afspejler industrialiseringen i landet: indførelse af maskiner, industrikomponenter og råvarer er det, der er steget mest. Importen af rene forbrugsvarer er også steget i de senere år.

Efter en længere årrække med årlige vækstrater på ca. 8% blev Thailand i 1997 ramt af en hård økonomisk krise, med underskud på betalingsbalancens løbende poster, et markant fald i valutareserverne og en udlandsgæld på USD 90 mia. til følge. I 1999 og 2000 forekom Thailand at være på vej tilbage mod stabil økonomisk vækst, men udviklingen stagnerede i 2001 som følge af mindsket efterspørgsel på Thailands primære eksportmarkeder, USA og Japan.

Udviklingen i 2002 og første halvår i 2003 er imidlertid særdeles positiv med opjusterede væksttal på 4½-6%. Udover stigende eksport er baggrunden herfor bl.a. regeringens succes med at stimulere den interne efterspørgsel via gennemførelsen af en ekspansiv finanspolitik, løsning af gældsproblemerne i den finansielle sektor samt fortsatte udenlandske investeringer i Thailand.

Thailand har fortsat overordnet gode makroøkonomiske balancer herunder overskud på handelsbalancen, en begrænset men stigende offentlig gældsætning, lav inflation samt en stabil valutareserve på ca. USD 38 mia. På længere sigt vurderes dog en fortsættelse af de strukturelle reformer, herunder ikke mindst en uddannelsesreform, som påbegyndtes af den tidligere regering, som vigtige forudsætninger for den økonomiske politiks fortsatte bæredygtighed og for Thailands konkurrencedygtighed.

Naturressourcer og energi

Thailand var engang kendt for sine store regnskove. Men den store økonomiske værdi, de repræsenterede, førte til en næsten ukontrolleret skovhugst, og i dag er de fleste af skovene borte.

Der er kun få af mineralforekomsterne, der er store nok til, at det kan betale sig at udvinde dem, idet tin er en undtagelse. Det menes, at Thailand råder over en tiendedel af verdens samlede tinforekomster. Frem til midten af 1980'erne blev der brudt tin i stort omfang, men siden er produktionen faldet drastisk. I 1990erne er gips blevet en vigtigere eksportvare end tin. Thailand har også potaske, jern, bly, kobber og zink og er verdens største eksportør af ædelstene. Der er store forekomster af safirer, rubiner og jade.

Thailand har hidtil været stærkt afhængigt af energiimport, men fra 1990'erne er man begyndt at producere naturgas i større omfang i Siambugten. Der er også fundet tre mindre oliefelter i bugten, og der brydes store mængder brunkul. Godt en fjerdedel af landets elektricitet produceres på kulfyrede kraftværker. Samtidig er landets samlede energibehov dog steget, og man må stadig importere store mængder fossilt brændstof.

Landbrug, skovbrug og fiskeri

Thailand er et stort landbrugsland, og indtil for 10-15 år siden var landbruget rygraden i økonomien. Siden 1960 er landbrugets andel af bruttonationalproduktet, BNP, faldet fra 40 procent i 1960 til kun 10 procent i 1996. Det betyder nu ikke, at landbrugsproduktionen ikke er vigtig, set med internationale øjne: Bortset fra Vietnam er Thailand Asiens eneste nettoeksportør af levnedsmidler, landet er verdens største eksportør af ris, maniokrod og gummi samt verdens næststørste eksportør af sukker.

Men lønningerne og prisniveauet i Thailand er steget i takt med væksten i landets økonomi, og sammenlignet med andre asiatiske lande er det ved at blive dyrt at producere i Thailand. Desuden sluger udvidelsen af industrien og infrastrukturen mere og mere af landbrugsjorden.

Selvom der totalt set produceres meget er landbruget i Thailand ikke intensivt. Høstudbyttet er forholdsvis lavt, men det er forbruget af kunstgødning også, og der er næsten ikke behov for kunstvanding, fordi det regner tilstrækkeligt. Produktionsstigningen er først og fremmest kommet i stand gennem en udvidelse af landbrugsarealet, før industrien for alvor kom i gang, og ved at flere mennesker blev beskæftiget.

Den i særklasse vigtigste afgrøde er ris. I 1950 blev der plantet ris på hele 88 procent af den opdyrkede jord. Men siden 1960'erne er der kommet flere afgrøder til, bl.a. maniokrod, maj og kenaf (et fiber, der ligner jute), og i 1991 voksede der ris på halvdelen af Thailands marker. Risen er af høj kvalitet og sælges verden over.

I syd vokser der gummitræer, og myndighederne har også planer om at støtte nyplantning i landets østlige egne. Det meste gummi eksporteres som råvare, men der er tendens til, at mere og mere af gummien forarbejdes i Thailand.

I 1965 dækkede den thailandske jungle 55 procent af landets areal - nu er andelen nede på 25 procent. Hvis man kun regner den tætbevoksede skov af værdifulde træarter med, er det kun 10 procent af Thailand, der er dækket af skov. Faldet i bestanden skyldes omfattende fældninger til forarbejdning af træprodukter, men også fældning til brændsel og rydning af jord til dyrkning eller byggeri.

Nu har myndighederne afsat to femtedele af landets areal til skovreservater. Der er ikke satset meget på nyplantning, men i 1989 indførte den daværende militærregering et overraskende forbud med kommerciel skovhugst. Det har været svært at håndhæve forbudet alle vegne, og der forekommer hugst i smug. Træindustrien er nu næsten helt afhængig af importeret træ fra Burma eller Laos.

Thailand har en af Asiens største fiskeflåder, der mere end fordoblede fangstmængden fra 1980 til 1995. Det skyldes en aftale med Burma, Indonesien, Bangladesh, Indien og Oman, som giver Thailand lov til at fiske inden for disse landes søgrænser. Der er næsten ingen fisk tilbage langs den thailandske kyst, og der har været flere konflikter med nabolandene om fiskerirettigheder. Den største vækst i fiskesektoren sker inden for rejeopdræt. Thailand eksporterer mange frosne fiskeprodukter til Japan, USA, Frankrig og Italien og er med 80 procent af verdensmarkedet den største eksportør af tunfisk på dåse.

Industri

Produktionen af bl.a. biler, tekstiler og elektronik har været inde i en rivende udvikling, og selvom krisen i 1997 vil bremse stigningen noget, varer det ikke længe, før Thailand kan blive medlem af den såkaldte NIC-gruppe for nyligt industrialiserede lande.

En hindring for den status er dog, at det meste af produktionen er koncentreret til området omkring Bangkok, hvor der er de bedste udskibningsmulighder, elektricitet og uddannet arbejdskraft. Herfra stammer halvdelen af landets produktion, og myndighederne arbejder på at få spredt industrien ud over landet, men det kræver en dyr og omfattende udbygning af landets infrastruktur.

Industrialiseringsprocessen tog fart i 1960'erne, hvor industrien kun stod for 7 procent af BNP. I dag udgør den en tredjedel. Tekstil- og levnedsmiddelindustrien var de vigtigste sektorer, men udviklingen inden for tekstilbranchen forhindres af, at udbuddet på verdensmarkedet er enormt, og at bl.a. EU og USA har sat handelshindringer i vejen for den thailandske eksport.

Den vigtigste industrigren har nu i nogle år været elektronikbranchen, som er vokset takket være investeringer fra Japan, Sydkorea, Taiwan og Singapore. Men der er tale om arbejdskrævende samleindustri af importerede komponenter og ikke om højteknologi. Det gør Thailand mindre konkurrencedygtigt på langt sigt, for moderniseringen af landets økonomiske struktur har også presset lønningerne i vejret, og Thailand møder stor konkurrence fra lande som Kina, hvor arbejdslønnen er lav.

Arbejdsmarked og sociale forhold

Arbejdsløsheden har i 1990'erne ligget på få procent, og underbeskæftigelsen er faldet i takt med industrialiseringen. Men den økonomiske krise i Asien fra sommeren 1997 kan meget vel sætte arbejdsløshedstallet noget i vejret, når virksomheder tvinges til at omstrukturere og skære ned. Et stigende problem er også mangelen på veluddannet arbejdskraft.

Det thailandske arbejdsmarked kan deles i to - de landbrugsafhængige landområder, hvor næsten halvdelen af landets erhvervsaktive befolkning er beskæftiget, og de industrialiserede byer med Bangkok i spidsen. I byerne er børnearbejde et stort problem. Titusindvis af børn mellem otte og 15 år arbejder i industrien, og myndighederne forsøger at komme dette problem og andre misforhold på arbejdsmarkedet til livs. I december 1997 underskrev Thailand således en FN-konvention mod børnearbejde.

Fagforeninger har været forbudt i Thailand under forskellige militærregimer, men i dag findes der godt 1.000 fagforeninger i landet. Paraplyorganisationerne Thai Trade Union Congress og National Congress of Thai Labour er de største.

Thailand er et af de lande i verden, hvor den enkeltes sociale situation har forbedret sig mest i løbet af de sidste 20-25 år. Man må dog ikke glemme, at udgangspunktet var beskedent. Den forbedrede levestandard afspejles bl. a. i gennemsnitslevealderen, den faldende spædbørnsdødelighed (3,2 procent) og det daglige kalorieindtag (10 procent over FN's anbefalede minimum). Der er en sygehusseng for hver 500 indbyggere, og der er en læge for hver 4.000 thailændere. Det gamle siamesiske samfund bestod af tre store samfundsklasser: kongefamilien, embedsstanden og landbefolkningen. Siden har en egentlig middelklasse udviklet sig, og en arbejderklasse er kommet til, primært i Bangkok og omegn. Det store flertal af thailændere er dog stadig landarbejdere.

Prostitution er alment accepteret i Thailand, og politiet ser gennem fingre med det. Men den voksende sexindustri er et stort socialt problem, særligt i de populære turistområder som Phuket. Man regner med, at der er mellem 200.000 og to mio. prostituerede, en del af dem er børn.

Sexindustrien har også ført et andet problem med sig. Antallet af aids-syge og hiv-smittede er meget stort. Det beregnes, at cirka en halv million har hiv-virus i blodet, og at mellem otte og ni mio. mennesker tilhører risikogrupper. De thailandske myndigheder forsøgte længe at tie problemet ihjel, men nu har Thailand et af de største programmer for aids-bekæmpelse i Sydøstasien.

De thailandske kvinder er diskrimineret i det offentlige liv, men har ofte ganske stor indflydelse på hjemmefronten. I nord og nordøst er det almindeligt, at jorden går i arv til kvinderne. Kvinder er også godt repræsenteret på handels- og butiksområdet.

Narkohandel er et andet alvorligt problem, og Thailand har en af verdens strengeste straffelove på området. Narkotikamisbruget er også stort. Der dyrkes opium i den såkaldte gyldne trekant, hvor Burma, Laos og Thailand mødes, og det smugles gennem Thailand. Korruptionen i politiet og blandt toldere gør det næsten umuligt at stoppe denne trafik.

Infrastruktur og turisme

Thailands net af jernbaner, kanaler og veje udgår fra Bangkok. Herfra går der fire jernbanelinier med nord, nordøst, øst og syd. De 10.000 km vandveje - hovedsageligt Chao Phraya og kanalerne på den centrale slette - spiller stadig en vis rolle for transporten, men vejene er de vigtigste. De forbinder efterhånden alle egne af landet og omfatter i alt 50.000 km.

Hovedvejsnettet er et af de bedste i Sydøstasien, men alligevel utilstrækkeligt. Særligt i og omkring Bangkok er behovet for bedre veje stort, fordi byen har bredt sig ukontrolleret. Trafiksituationen i hovedstaden er kaotisk.

Bangkoks havn blev for et par år siden udvidet med containerhavnen Laem Chabang, der ligger på østsiden af bugten, men kapaciteten er stadig ikke høj nok. Den største internationale lufthavn Don Muang ligger uden for Bangkok og er meget trafikeret, men der er også internationale lufthavne i Chiang Mai, Hat Yai og Phuket. Thai Airways flyver både på indenrigs- og udenrigsruter.

Siden starten af 1980'erne har turismen været Thailands vigtigste kilde til udenlandsk valuta. De vigtigste turistmål er storbyen Bangkok og øen Phuket, der årligt hat to mio. besøgende. Phuket har mistet en del af sin oprindelige skønhed under udbygningen af turistindustrien, men kan stadig byde på tropiske naturoplevelser og rent havvand.

De thailandske myndigheder arbejder på at ændre landets ry som et smudsigt sexrejsemål, og der er bygget nye familiebadesteder, hvilket også vil hjælpe på trængslen og miljøproblemerne i de hårdtbelastede områder som Pattaya. Det er dog fortsat lavprisrejsende, der kommer flest af, en tendens, der er blevet forstærket af kursfaldet på landets valuta.

I 1996 kom i alt syv mio. turister til landet, halvdelen fra andre lande i Syd- og Østasien, men Thailand er også et populært turistmål for mange danskere.