Thailands politik

Forfatning og forvaltning

Forfatningen af 1978 blev ophævet ved militærkuppet i 1991, men genindført året efter. I 1995 blev der gennemført flere ændringer, og i 1997-98 igen en større reform.

Ifølge forfatningen er kongen landets statsoverhoved og formelt øverstbefalende for de væbnede styrker. Kongen har igen egentlige magtbeføjelser, men i kraft af sin person nyder den nuværende konge, der har regeret siden 1946, stor respekt i befolkningen og blandt magthaverne og har indflydelse. Til hjælp i sit daglige arbejde har kongen en gruppe bestående af højst 15 rådgivere, som han selv udpeger.

Den lovgivende magt ligger hos parlamentet, der har to kamre - repræsentanternes hus og senatet. Medlemmerne vælges ved almindelige valg for en periode af henholdvis fire (repræsentanternes hus) og seks år (senatet). Valgretsalderen er 18 år. Senatets magt består hovedsageligt i, at det kan nedlægge veto med lovforslag.

Parlamentet udpeger en premierminister, der skal danne regering. Premierministeren skal være folkevalgt parlamentsmedlem.

Forfatningsændringerne fra 1998 har til formål én gang for alle at komme den politiske korruption til livs, som har plaget landet i årtier. Efter de nye regler får repræsentanternes hus ved næste valg 500 medlemmer. De 400 vælges i flertalsvalg i enkeltmandskredse, og de 100 ved forholdstalsvalg. Senatet skal i fremtiden have 200 medlemmer, som vælges i direkte valg. Tidligere var der premierministeren, der udpegede senatorer. Der er også indført stemmepligt og central stemmeoptælling, og valgene skal overvåges af en uafhængig valgkommission.

Det er også nyt, at hvis 50.000 borgere har skrevet under på det, kan de kræve, at en politikers forhold undersøges, hvis der er mistanke om, at han tager imod bestikkelse. Desuden er fri- og rettigheder som pressefrihed og forsamlingsfrihed og andre blevet grundlovssikrede, og der er oprettet en særlig kommission for menneskerettigheder.

Indenrigspolitik

Siden Thailand i 1932 overgik fra 700 års enevælde til konstitutionelt monarki, har landet oplevet 17 militærkup. Men de fleste af kuppene har været ublodige, og målet har ofte været en omfordeling af magten og ikke en drastisk ændring i landets politik. Militæret har dog altid haft en stor indflydelse på beslutningerne, selv i demokratiske perioder.

De politiske partier er ofte opbygget omkring en leder med stærk personlig udstråling snarere end på politiske programmer. Der er faktisk kun to partier i parlamentet, der kan siges at have et egentligt program: det regerende liberalkonservative Demokratisk Parti (Pak Prachatipat), der ledes af premierminister Chuan Leekpai, og det reformvenlige Sociale Handlingsparti (Pak Kit Sangkhom).

Det er midterpartiet Partiet for Ny Stræben (Pak Kuam Vuang Mai), der har flest pladser i parlamentet. Det blev dannet i 1990. Efter urolighederne i 1992 dannede Chatichai Choonhavan sit parti National Udvikling (Chart Pattana). Det højreorienterede Thainationen (Chart Thai) er erhvervsledernes parti. Dets formand er Banharn Silapa-archa.

Monarkiet er en stabiliserende faktor i landets indenrigspolitik. Kongen har stor uformel indflydelse, fordi Thailands monark altid er blevet tillagt en mere eller mindre guddommelig rolle. Kong Bhumibol har flere gange taget afgørende skridt til løsning af konflikter.

Under 1980'erne og 1990'ernes økonomiske vækst er en politisk bevidst middelklasse vokset frem, særligt i Bangkok, hvor væksten også mærkes tydeligst. Sammen med de intellektuelle og studerende er denne middelklasse den stærkeste drivkraft for en demokratisering af landet.

Menneskerettighederne nyder ikke stor respekt i Thailand. Der forekommer summariske henrettelser, og mistænkte bliver ofte udsat for vold, mens de er i politiets varetægt. Den nye forfatning, der trådte i kraft i 1998, giver en bedre retsbeskyttelse end før, men den dårlige behandling af flygtningene i landet er der ikke gjort noget ved. I løbet af 1997 steg antallet af mennesker, der søgte til Thailand fra Burma og Cambodja til hidtil usete højder, og de, der ikke blev stoppet ved grænsen, er blevet interneret i flygningelejre under dårlige forhold: I alt findes der over 100.000 burmesiske flygninge i Thailand. Cika halvdelen af de mennesker, der tilhører forskellige bjergfolk i Thailand er ikke registreret som borgere i landet og kan derfor ikke stemme eller købe jord, og de har vanskeligt ved at få sociale ydelser af forskellig slags.

Af indlysende grunde kredsede indenrigspolitiken i 1997 og 1998 om følgerne af den alvorlige økonomiske krise, der ramte Sydøstasien i sommeren 1997. Forud for krisen var gået en voldsom valgkamp op til parlamentsvalget i november 1996, hvor Partiet for Ny Stræben sikrede sig 125 pladser i parlamentet - hovedsageligt ved at købe sig til stemmer hos de fattige i nordøst. Det Demokratiske Parti fik 123 mandater, de fleste vundet i hovedstaden. Som ventet blev Chaovalit regeringsleder for en ny koalition, denne gang med seks partier. For at puste nyt liv i landets økonomi blev den respekterede teknokrat Amnuay Viravan udnævnt til finansminister. Men det lykkes ham ikke at overbevise regeringspartierne om, at det var nødvendigt at gennemføre reformer og stramninger. Derfor var landet totalt uforberedt, da krisen ramte.

Allerede i løbet af foråret havde der været folkelige protester mod de stadigt ringere forhold for landets fattige. Regeringen svarede igen ved at censurere den del af pressen, der udtalte sig kritisk om dens politik.

Samtidigt foregik der en anden vigtig politisk proces, nemlig forsøget på at få samlet flertal til endnu en forfatningsreform, som endelig skulle give Thailand et demokratisk lovgrundlag. Den blev vedtaget med stort flertal i september 1997.

Chaovalit havde selv været meget kritisk over for den nye reform, og eftersom regeringens håndtering af den økonomiske krise blev voldsomt kritiseret, valgte han at gå af som premierminister i november 1997. Der var ingen af koalitionspartnerne, der var parate til at overtage regeringsansvaret, og det blev i stedet endnu engang Det Demokratiske Partis leder, Chuan Leekpai, der blev premierminister i en nydannet koalitionsregering.

Trods al den elendighed, den økonomiske krise har ført med sig, gav den også indirekte grund til optimisme på demokratiets vegne: Selvom det var en oplagt situation at udnytte til et militærkup, har generalerne ikke spillet med musklerne under krisen. Hæren synes at have accepteret en mindre rolle i landets politiske liv.

Valget i januar 2001 gav overvældende sejr til oppositionspartiet Thai Rak Thai (TRT) og førte til dannelse af en ny flertalskoalitionsregering med TRTs leder og grundlægger, telekommunikationsmilliardæren Thaksin Shinawatra, som ny premierminister. Regeringen har siden tiltrædelsen i februar 2001 særligt fokuseret på den økonomiske politik og på at indfri de populære løfter, som i sin tid bragte den til magten. Ydermere har TRT styrket sin stilling ved at fusionere med flere småpartier og derved opnået absolut majoritet i Repræsentanternes Hus.

Premierminister Thaksin nyder fortsat betydelig folkelig popularitet, men regeringen bliver udsat for stigende kritik for manglende gennemsigtighed, ligesom forholdet mellem regeringen og de uafhængige medier samt visse NGO'er præges af udtalt gensidig mistillid.

Fraset, at man fra thailandsk side i 2000 genoptog anvendelse af dødsstraf, samt at der i forbindelse med politiets forsøg på at begrænse det meget betydelige narkotikaproblem fremkommer anklager om overdreven voldsanvendelse, er menneskerettighedssituationen, herunder først og fremmest ytrings- og pressefriheden, ikke mindst i et regionalt perspektiv, fortsat relativ god.

Udenrigspolitik og forsvar

Thailand har altid ført en jordbunden udenrigspolitik og tilpasset sig de nye situationer, der er opstået. Det gamle siamesiske kongedømme søgte støtte hos Kina. Diplomatisk snilde og balance i forholdet til de europæiske stormagter Frankrig og Storbritannien sikrede selvstændigheden, mens nabolandene blev koloniseret. Under 2. Verdenskrig var partneren først Japan, og siden - da krigen vendte - USA.

Efter krigen bevarede Thailand det gode forhold til USA, fordi landet var et af de få overbeviste ikke-kommunistiske lande i regionen. Den situation ændrede sig i 1970'erne, da USA og Kina genoptog de diplomatiske forbindelser, og amerikanerne trak sig ud af Vietnam. Også Thailand opgav den kompromisløse holdning til de kommunistiske lande og begyndte at føre en mere åben politik over for nabolandene, der var meget fattigere end Thailand. Thailandske virksomheder begyndte at investere i Burma, Cambodja, Laos og Vietnam.

Den cambodjanske oprørshær De Røde Khmerer smuglede tømmer og ædelstene til thailandske opkøbere, der ikke bekymrede sig om, hvor varerne kom fra, og det gav i 1993 problemer i thailandsk udenrigspolitik, ikke kun over for Cambodja, men også USA og i FN, der havde indført sanktioner for at svække khmererne. Da den thailandake regering forbød grænsehandlen, blev forholdet til nabolandet bedre.

Thailand er også blevet kritiseret internationalt for at handle med Burma i en tid, hvor de fleste andre lande har indført sanktioner mod militærstyret dér. Men Thailand tjener godt ved at købe rettigheder til fiskeri og skovhugst i Burma og har nægtet at deltage i sanktionerne. Forholdet til Burma blev dog spændt i 1995, da mange medlemmer af karenfolkets oprørsbevægelse i Burma flygtede over grænsen til Thailand efter en burmesisk regeringsoffensiv mod dem. Det var dog ikke værre, end at Thailand var en af drivkræfterne bag Burmas optagelse i den sydøstasiatiske samarbejdsorganisation ASEAN i 1997.

Chaovalits regering tog en række udenrigspolitiske initiativer, bl.a. overvejede Thailand i begyndelsen af 1997 at skrive kontrakter om forsvarssamarbejde med Kina. Thailand gennemfører dog stadig militærøvelser med USA, der er en stor investor i landet. Alligevel meldte Thailand sig i 1993 ind i Sammenslutningen af Alliancefri Lande.

Udenrigspolitisk er Thailand knyttet til den vestlige kreds og traktatallieret med USA. Dette afspejles i en traditionel åbenhed over for udenlandske investeringer og handel, herunder en positiv holdning til WTO-samarbejdet, hvor Thailands tidligere handelsminister dr. Supachai Panitchpakdi i 2002 tiltrådte som generaldirektør.

Thaksin-regeringen har indtil videre prioriteret Thailands økonomiske interesser samt forholdet til nabolandene. Regeringen har således på trods af, at første halvdel af både 2001 og 2002 var præget af træfninger og spænding langs den thai-burmesiske grænse, løbende tilstræbt at styrke samarbejdet med militærregeringen i Rangoon om spørgsmål vedrørende illegale indvandrere, flygtninge samt den stigende smugling af narkotika fra Burma til Thailand.

Det normalt gode forhold til Cambodja var i perioden efter afbrændingen af den thailandske ambassade i Phnom Penh i januar 2003 anstrengt. Regeringen har med held styrket handelsrelationerne til Kina. Thailand prioriterer det regionale ASEAN-samarbejde særdeles højt og er drivende med henblik på at etablere en sydøstasiatisk frihandelszone samt at styrke det politiske samarbejde i ASEAN-regi.

Statskuppet i 2006

Den 19. september 2006 bliver daværende premierminister Thaksin Shinawatra afsat ved et militærkup.

Et nyt demokratisk valg er gennemført og og en ny regering er tiltrådt.

Læs mere: Thailandske politiske krise 2005-2006.

Du kan finde bøger om Thailand her